Du er her: 

Tanker ved St. Bededag

Bed - og arbejd!

- tanker til Store Bededag.

I sirligt broderi med gyldne bogstaver på sort baggrund, fløjlsstof og en bred gylden ramme, kunne man før i tiden støde på disse gamle kristne "grund-dyder" rundt omkring i hjemmene. Af en eller anden grund hang billedet gerne over en dør ind til stuen - måske så man også fysisk blev tvunget til at løfte blikket for at læse dets budskab: "Bed og arbejd".
Ora et labora. Det er den ældgamle middelalderlige klosterregel, udformet første gang af Benedict af Nursia omkring år 530.
For et liv i bøn var jo munkenes fornemste opgave: altid optaget af Gud, altid henvendt til Ham og lyttende efter hans vilje og Ord.
Og så det med at arbejde; det var selvfølgelig en nødvendighed selv i et kloster, og det har også ført fremragende ølbrygning, lægekunst, intensiveret landbrug og alt muligt andet godt med sig.
Middelalderens klostre var ofte "videns-centre" med tæt kontakt til udlandet og alle de nye opfindelser og erkendelsesmæssige landvindinger man gjorde sig dér.  
I dag er det de færreste af os, der bebor et kloster, alligevel er der visdom at hente i de gamle grund-dyder. Bed og arbejd er stadig at være menneske overfor Gud og overfor mennesker.
Vi har den frihed, nemlig, at overfor Gud skal vi ikke udrette noget som helst. Verdensaltet skal ikke bæres på vores skuldre, heldigvis, men vi må overlade til Gud at gøre alting godt igen. Det er ikke vores sag.
Og omvendt: vi er frie til at vores aktive liv, vores arbejde, kan tage sigte på de midlertidige forhold som nu engang er vores. Vi kan gøre det så godt som vi nu kan over for os selv og vores næste; at vores indsats altid kun er midlertidig tager ikke alvoren ud af den, men forhindrer den i at blive krampagtig.
Vores liv med hinanden i dag er tit travle liv. Alt for travle. For hvornår har vi egentlig tid til at stoppe op - sådan for alvor - og tænke over hvor vi mon er på vej hen? Og om vi i grunden har det godt? Det skulle da lige være når en corona-virus tvinger os til at sænke tempoet og blive hjemme hos os selv, både fysisk og i overført betydning.
Og det er slet ikke så skidt endda.
Arbejde - det kan vi typisk til fingerspidserne. Bede - det er det måske på tide at genopfinde?
Så vi kan lade rastløsheden og al vores overfladiske virksomhed fare, og samle tankerne om Gud. Og så bruge hænderne til at unde vores næste det liv, som vi tror Gud også under os.


4. maj og 75-året for befrielsen

Nu er vi som duer, befriet
fra fuglefængerens fælde.
Fælden blev sprængt, og vi blev frie.
Vores redning er Gud,
ham, som skabte himmel og jord.
                Salmernes bog, 124, 7-8
 
Sådan står der i Davids-salmerne i det gamle testamente, og sådan lød det i Ringe kirke til Taksigelsesgudstjeneste den 4. maj 1955, på 10-års aftenen for befrielsen.
Samme aften som mindestenen ved kirken afsløredes, med det vers, som vi sidenhen bliver mødt af hver eneste gang vi går ud af kirkedøren, og hvis ordlyd der helt sikkert er blevet tænkt længe over, inden det for sidste gang blev skrevet ned!

Det vidner billedet her om – min farfars efterladte papirer viser at indtil flere udkast og ordsammensætninger er blevet afprøvet og nedskrevet, og tygget på og vendt og drejet og sikkert også diskuteret med min farmor, og så slettet igen, før verset på stenen fandt sin endelige form.
Men selvfølgelig – når noget først er hugget i granit, er det også for sent at fortryde!

Davids salmer er ikke hugget i granit; og verset om duerne, der flakser sig fri af fuglefængerens fælde, udtrykker også en længsel efter frihed, der er så langt mere flyvsk og bevægelig og uden tremmer, end et stykke grundfjeld vel er det bedste til at videregive.

Blev Danmark ikke kaldt Hitlers kanariefugl under krigen? Det gjorde vi vist, og det var ikke for det gode!  
Vi må også i dag takke Gud for friheden.

Mindestenen ved kirkedøren hjælper os dog med ikke at blafre helt hid og did af vind og vejr.
Med sine to årstal: nederlagets morgen 9. april og befrielsens aften den 4. maj, kan den huske os på hvordan vi er mennesker, der skal bygge på klippefast grund i kirkens skygge.

Det er sundt at vedkende sig sine nederlag – at vi er mennesker, der ikke kan alt selv, og det er sundt at takke Gud for livet og lyset og friheden som vi atter fik.

 

Præstens ord med på vejen

Måltidsfællesskab i en coronatid

Skærtorsdagstanker fra Ringe Kirke

Inden for den kirkelige verden er vi faktisk ret mange der (stadig) er tjenestemands ansatte.

I gamle dage var skolelærer, officerer, postbude og en del andre det også, men de er efterhånden afviklet - vi er for dyre i pension og for besværlige at slippe af med. Og hvis ikke det skulle være grund nok til at udfase tjenestemands ansættelserne, så er vi faktisk også forudlønnede! Dvs. allerede i slutningen af marts hævede jeg hele min løn for april måned uden jeg havde rørt en finger endnu. Og det er jo meget dejligt, selvom man desværre hurtigt glemmer om månedslønnen drejer sig om den forgangne eller om den kommende måned.

Tanken kan jeg imidlertid godt lide. At staten på forhånd regner med, at jeg vil passe mit arbejde også i april måned, det er da lidt af en tillidserklæring!
Ikke noget smålighed her, med at sidde og tælle timer op efter en arbejdsdag og så se på hvor meget jeg nu også fik fra hånden - nej, de regner med at jeg gør det jeg skal.
Der ligger en tillidserklæring i, at man godt vil betale på forhånd - før arbejdet er udført.

Nu er tjenestemands ansættelserne i vores samfund - og også inden for kirken - så desværre efterhånden under afvikling.<br />Og man kan jo få den tanke, at det kunne hænge sammen med en generel svækket fornemmelse for kristendommen som fællesnorm og grundlag for samfundet?

Fordi skærtorsdag handler om hvordan Jesus på forhånd giver disciplene syndernes forladelse, ved at dele sit liv med dem, som brød og vin.
Før Judas har forrådt ham og før Peter har fornægtet ham, har han allerede tilgivet dem, og fortalt - med det stærkeste billede på fællesskab, nemlig måltidsfællesskabet - at han vil blive ved med at kendes ved dem, ved med at være &quot;sammenspiste&quot; også med dem.
Det er en stor tillidserklæring, og det er på mange måder kristendommens &quot;essens&quot;.<br />At hos Gud får vi ikke som forskyldt, her ligger vi ikke som redt, men her hører vi at Gud altid vil kendes ved os, og altid være en del af os.

I denne coronatid savner vi både påskefrokosterne med familien og nadverfællesskabet i kirken.

Alligevel er fællesskabet her - vi skal bare få øje på det:  digitalt i alle mulige former, og med kirkeklokkerne der ringer og påskeliljer, der deles ud. Vi skal lige vænne os til det - påske er det heldigvis under alle omstændigheder!