Du er her: 

Siden er ved at blive lavet - hav lidt tålmodighed

Spirekor

(1.-3. klasse)

Ringe kirkes Spirekor synger i Ringe kirke tirsdage kl. 16.00 - 16.45.

Koret medvirker hvert år ved Friluftsgudstjenesten ved Ringe Sø og 2 koncerter i Ringe kirke. Derudover synger koret til et par børnegudstjenester i årets løb. Ved juletid går koret sammen med Juniorkoret luciaoptog i pensionistforeninger, på plejehjemmet og i kirken.

Der arbejdes med stemmetræning, træning af det musikalske øre, kordisciplin og koncentration. Repertoiret er ikke kun kirkemusik, der arbejdes med korsatser i mange forskellige genrer og til forskellige lejligheder.

Der tilbydes to korstævner i sæsonen. Om foråret et weekendstævne og om efteråret et en-dags-stævne i Folkekirkens Ungdomskor, hvor man synger sammen med andre korsangere fra hele Fyn under skiftende instruktører.

 

Hvert forår deltager koret i Børnekordage i Tivoli.

I forårssæsonen tilbydes gratis undervisning i Musikforståelse ved Søren Krog. Det forventes, at alle sangerne i løbet af deres kortid, så vidt muligt har gennemført henholdvis niveau 1 og 2 i Musikforståelse

Juniorkor

(4. klasse og opefter)

Ringe kirkes Juniorkor synger mandage kl. 16.00 - 17.00 i Ringe kirke.

Koret synger hvert år til Friluftsgudstjenesten ved Ringe Sø i september, til Spil Dansk arrangement den sidste torsdag i oktober, ved jule- og Forårskoncerten i Ringe kirke. I november/december går koret sammen med Spirekoret lucia på plejehjem, i pensionistforeninger, på plejehjemmet og i kirken. Koret medvirker også ved et par gudstjenester om året. Koret optræder også ved andre lejligheder, der byder sig til. I sidste sæson var det bl.a. en konfirmationsfest og flere Sigurd Barret- arrangementer. Hvert forår deltager koret i Børnekordage i Tivoli.

Repertoiret er derfor ikke kun kirkemusik, der synges musik i forskellige genrer og til forskellige lejligheder.

Der tilbydes normalt to korstævner i sæsonen. Om foråret et weekendstævne og om efteråret et en-dags-stævne i Folkekirkens Ungdomskor, hvor man synger sammen med andre korsangere fra hele Fyn under skiftende instruktører.

I 2020 er der mulighed for at komme med på en korrejse til London for de, der er fyldt 12 år til den tid.

I efterårssæsonen tilbydes sangerne 2 og 2 6 gange gratis solosangsundervisning ved sopranen Lise Bech Bendix og i forårssæsonen undervisning i Musikforståelse ved Søren Krog. Det forventes, at alle sangerne i løbet af deres kortid, så vidt muligt har gennemført henholdvis niveau 1 og 2 i Musikforståelse

Pigekor

(14 - 25 år)

At synge i Ringe kirkes Pigekor kræver, at man har bestået en optagelsesprøve.

De (max. 20) ansatte piger aflønnes for at synge ca. hver anden søndag i Ringe kirke undtagen i skolerne sommerferie.

Pigekoret har gennemsnitlig 15 koncerter om året af alle mulige slags, mest kirkekoncerter, men også mange andre spændende opgaver. Koret har sunget koncerter med Odense Symfoniorkester, ved H.C. Andersen prisuddelingen, Lyden af Fyn, Carl Nielsen fejringen, uropførelser m.m. Har flere gange opført Faurés Requiem sammen med Syngedrengene fra Assens, professionelle solister, musikere. Koret er fast tilknyttet Holckenhavn Slot som bryllupskor.

Koret har flere gange været i både Danmarks Radio og TV. Senest i slutningen af august 2017, hvor koret medvirkede i en af udsendelserne ”2 kokke og nogle fisk”, der blev optaget i H.C. Andersens hus. Har også et indslag i Shanes magiske jul optaget på Egeskov slot. Tidligere har vi bl.a. medvirket i 2 omgange Før søndagen, indspillet et antal salmer til salmebasen og optrådt live i den Færøske Radio indtil flere gange.

Pigekorssangerne modtager solosangsundervisning ved sanger og sangpædagog Lise Bech Bendix og arbejder med udefrakommende dirigenter og jævnligt også med DRPigekorets koreograf Pelle Nordhøj Kann.

Repertoiret er meget alsidigt, overvejende klassisk dog med lettere rytmiske indslag. Der arbejdes målrettet på kvaliteten af musikudøvelsen, klang, intonation, sangteknik, formidling og performance. Vi er meget bevidste om at forvalte kulturarven, men også samtidig at optage tidens musik på repertoiret

Ønsker man at søge ind i koret, så kontakt Kirsten Wind Retoft, Skovmærkevej 2, 5750 Ringe, tlf: 5185 8255, mail: organist@ringekirke.dk

 

Du kan følge Pigekoret på Instagram: @ringekirkespigekor,

Facebook: https://www.facebook.com/RingeKirkesPigekor/ hvor det også er muligt at høre forskellige lydoptagelser. Der ligger også en del på YouTube.

Gospelkor

Ringe kirkes gospelkor er et stort og engageret gospelkor under ledelse af Anders Gustavsen-Sprotte. Koret tæller normalt 80-90 medlemmer og har fast øvetidspunkt mandag aften i kirken.

Vi henviser til korets egen hjemmeside: www.rk-gospel.dk