Den store interesse for billeder ved middelalderens slutning førte til, at man tilmurede korets øst-vindue og rejste en altertavle.

Altertavlen stammer oprindelig fra 1600-tallet, og er givet til kirken af daværende kirkepatron Peder Thott og Birgitte Skram til Boltinggård. Den har haft svungne fløje, der kunne lukkes frem og tilbage og på hvilke der var to kolossale engleskikkelser: Mandsenglen til venstre over Peter Thotts våben og kvindeenglen til højre over Birgitte Skrams. H.M. Henriksen skriver om altertavlen at "Fløjene må på et eller andet tidspunkt have vakt forargelse på grund af deres barokke overdrivelse", og de er da også nu taget ned.

Alterbilledet har været skiftet ud ad flere omgange. Oprindeligt havde Peder Thott ladet indsætte et maleri af Jesus ved bordet sammen med sine apostle under nadverindstiftelsen. Det var et meget utydeligt billede og baron C.B. Schaffalitzky indsatte i stedet for en kopi af C. Blochs "Jesus i Getsemane". Det var dog mangelfuldt udført og blev på pastor Carlsens initiativ erstattet med det nuværende billede, der forestiller den opstandne Kristus sammen med to af sine disciple i Emmaus, malet af Anna E. Munch i 1935.

Det tidligere billeder, der forestiller Jesus i Getsemane Have skærtorsdag aften, hænger nu i kirkeskibet vest for indgangsdøren.

Kirkens to malmlysestager til dagligt brug er med indgraverede våbenskjolde og givet af Lammehaves herskab for 500 år siden. De to sølvlysestager til kirkeårets festtider er fra 1744.

Kirkens hellige kar - kalk, disk og oblatæske - er fra slutningen af 1600-årene, anskaffet som erstatning for det kirkesølv, der gik tabt under svensker-krigene.

Kommende 10 arrangementer:

Kalender

Ingen begivenheder fundet.