På vej ind i fastetiden møder vi den gådefulde Gud fra det skjulte. Vi møder athenerne, der tilbeder en ukendt Gud og kun har hån og spot tilovers for talen om opstandelse, og så møder vi en Gud, der henviser os til vores eget mørke, hvis vi er for frygtsomme og ikke tør tro, at han kan tåle, at vi satser alt, hvad han har givet os.
Fordi vi stadig har en rest af epifanitid med os, skal vi starte med at synge om Gud, som lyset og dagen oplod (753), men som også er gådefuld (22). Og dog lever, ånder og er vi i Gud selv - vi ere, vi bleve, vi røres, vi leve, - (397), på den lod af Guds jord (728), hvor vi skal stå til ansvar (276) for brugen af vores talenter.  Vi slutter gudstjeneste med endnu et trøsterigt billede af Gud, som ham, der står fast uanset hvad (7)