I søndagens tekst møder vi Johannes Døberens disciple, og de er ude af sig selv, og det er Jesus, de er frustreret over. Indtil nu har det været Johannes og hans disciple, der havde haft hovedrolle i dåbshandlingerne, det var dem, som folk kom til det, det var dem, der var centrummet for det nye. Men nu, ja, nu er Jesus og hans disciple kommet, og nu er det dem folk søger til.

Det kan lyde sådan lidt barnligt, lidt forkælet, men lyder ikke først og fremmest menneskeligt? Det de jo grundlæggende vel er bange for, er at miste deres betydning og blive til overs? Det er noget af det værste man kan føle som menneske - ikke at have en betydning. 

Men hvilken betydning har vi?

Vi skal synge: 

Her kommer, Jesus, dine små (123), Alle mine kilder (441), Op, Zion, at oplukke (85), Op, glædes alle, glædes nu (90), Skyerne gråner (733) og Det første lys er ordet (87)